Kærlighed

Alle har hørt om kærlighed ved første blik, men hvor mange har reelt oplevet det? Nogle gange fortæller vi os selv historier om vores kæreste eller kone, og bilder os selv ind, at det var kærlighed ved første blik. Men hvis vi for alvor tænker tilbage, så var der måske bare en lille smule kemi, og det udviklede sig så til mere, da vi så personen mere og fandt ud af hvor kompatible vi var.

Men jeg blev reelt ramt af kærlighed ved første blik. Det var underligt, for på flere måder føler jeg, at jeg dengang var for ung til at vide, hvad kærlighed virkeligt var. Men følelsen ramte mig, som ingen tiltrækning til et andet menneske, nogensinde havde ramt mig før. Det var også lidt akavet. Jeg var taget til Efterskolernes dag med mine forældre, for at se om det kunne være noget for mig. Jeg var egentligt skeptisk, men havde i mit seneste oprør prøvet at prikke lidt til mine forældre ved at sige, at jeg snart ville flytte hjemmefra. Det gav desværre ikke den effekt jeg havde regnet med: i stedet sagde de, at det da var en fantastisk idé, og at vi måske skulle begynde at kigge på efterskoler så! Det var ikke helt hvad jeg havde i tankerne, men jeg kunne dårligt bakke ud nu. Så jeg endte altså til efterskolernes dag, og her mødte jeg Jasmin…

Jasmin havde de mest fantastiske blå øjne, og et smile der var så naturligt og dejligt, at alt omkring mig forsvandt når hun viste det. Jeg var en ung dum teenager, og alligevel vidste jeg med ét hvad kærlighed var. Jasmin var kærlighed, hun var min soul mate. Jeg kunne selvfølgeligt ikke mande mig op til at sige noget til hende den dag: jeg var alt for genert. Men jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg var 100% sikker på, at hvis jeg aldrig så hende igen, ville jeg for evigt vade rundt på jorden i længsel efter min eneste ene.

Så det gik jo hverken værre eller bedre, end at jeg besluttede mig for, at en tur på efterskole var det helt rigtige for mig! Her blev mine forældre faktisk lidt overraskede. De havde regnet ud, at jeg bare bluffede da jeg sagde jeg ville flytte ud. Men efter den dag på efterskolen, og mest af alt på grund af Jasmin, var der ikke noget der kunne stoppe mig: jeg skulle på efterskole og sådan var det.

Det tog mig flere måneder, før jeg endelig fik afsløret overfor Jasmin, hvad jeg følte for hende. Jeg fik det samme fantastiske smil fra hende igen, og denne gang med lettere røde kinder. Hun havde også lagt mærke til mig den dag. Hendes beslutning om at tage på efterskole, havde også i høj grad noget at gøre med, at hun følte hun var nødt til at se mig igen. Der er noget magisk over det: kærlighed ved første blik.