Jeg har altid været den korteste person i de grupper, jeg har hængt ud i. Da jeg startede i folkeskolen var vi allesammen cirka lige høje, men da de andre begyndte at springe i vejret, var det bare som om jeg sad fast. Jeg var den korteste i klassen, og det fører selvfølgelig til mobning hist og her. Specielt da de andre fandt ud af, at jeg som teenager, stadig var nødsaget til at finde tøj henne i børneafdelingen. Jeg vil ikke komme ind på alle de utroligt kreative navne de fandt på til mig, men lad os bare sige, at det ikke var nemt at komme igennem folkeskolen som den laveste person.
På gymnasiet var jeg igen den korteste blandt alle mine studiekammerater. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at trække opmærksomheden væk fra det: sko med høje såler, en lækker moncler jakke og så videre. Jeg blev ret god til det, men det virkede selvfølgeligt kun på afstand. Så snart nogen stod ved siden af mig, var det meget tydeligt, at jeg var et par centimeter fra at være dværg. Folk der kun havde set mig i forbifarten, eller venner der var flyttet fra byen og ikke havde set mig i et stykke tid, blev altid overraskede når de kom tæt på. Så jeg skilte mig stadig ud, men folk var mindre tilbøjelige til at mobbe. Det er en af de gode ting ved gymnasiet: folk har taget et aktivt valg om at læse her, og alle er en smule mere modne. Det hjalp gevaldigt på min selvtillid, og jeg lavede mig nogle rigtigt gode venner i denne periode.
Universitetet var endnu bedre. Jeg gik fortsat i lækkert tøj fra Moncler og lignende, men gik mindre op i, at det skulle skjule min højde. I stedet begyndte jeg at stå ved, at jeg var lav – det er der jo ikke noget i vejen med! Den dag i dag bliver jeg stadig spurgt om ID hver gang jeg vil købe en glaske vin i Brugsen – men helt ærligt, så tager jeg det med et smil. Det er vel en slags kompliment, at kunne gå for at være under 18, når man nu er i slutningen af tyverne, synes du ikke?
Men altså min pointe med alle disse ord er todelt: dels vil jeg minde alle jer mennesker derude, af såkaldt “almindelig” højde, om at vi korte personer altså også er mennesker. Vi ved godt at vi er lave, og I behøver ikke nævne det hele tiden. Til de andre derude, der er omkring min højde, vil jeg gerne fortælle jer, at tingene bliver bedre. Det handler om at omgive sig med mennesker der kan se bort fra det ydre, og er mere interesserede I hvad du har at byde på inde i hovedet, og ved at længden på dine ben ingen betydning har der.
