Der er mange der drømmer om en dag at være kendt for et eller andet, og kommet på nationalt TV. Det er deres store drøm, at have hele Danmarks befolkning til at sidde foran fjernsynet, og se dem. De vil gerne være kendte, hvilket betyder at de gerne vil have, at der er en helt masse mennesker der ”kender” dem på et eller andet plan. Kender til dem, ved at de eksisterer. De ser fjernsynet som en slags omvendt Makulator: det kan tage alle dine gode dele, klistre dem sammen, og vise dem som ét helt stykke.
Jeg kan på sin vis godt forstå denne trang. Det er rart at blive bekræftet i, at vi eksisterer og betyder noget. Hvis et helt land følger med i hvad vi laver, så må vi være betydningsfulde, ikke? Jeg tror da også der var en vis sandhed i det en gang. Lige da fjernsynet kom frem, så var der en meget begrænset sendeflade. Der var måske kun en enkelt TV kanal, og det betød at man nøje måtte udvælge hvad der skulle vises. Man tog derfor de vigtigste ting, og det var dem, der blev vist på fjernsynet. Så man så taler fra statsoverhoveder og lignende. De bedste film blev udvalgt, som havde de bedste skuespillere. At være i fjernsynet var et tydeligt tegn på, at man havde nogle positive kvaliteter. Man skilte sig så meget ud fra mængden, at dem der producerede fjernsyn fandt plads til én, på den begrænsede kanal.
Men i dag er det jo helt anderledes. Der er hundredvis af fjernsynskanaler, så der er blevet plads til at vise andet, end det bedste af det bedste. Samtidig er fokus ikke alene skiftet fra kvalitet til kvantitet, men hele idéen om hvad kvalitet er, har også ændret sig. TV kanalerne tjener typisk deres penge på at vise reklamer. Jo flere mennesker der ser på det de viser, jo flere reklame-penge tjener de i længden. Der var hurtigt nogle der fandt ud af, at man kunne tjene flere penge på at provokere, lokke folk ind med skandaler, og fastholde deres opmærksomhed ved at klippe ting sammen på en særlig måde. Pludseligt handler det ikke længere om kvalitet, men om at fastholde opmærksomhed.
Hvad betyder det, for de mennesker, der bliver vist i fjernsynet? Det betyder reelt, at de ikke behøver være succesfulde indenfor noget. De behøver ikke være toppen af poppen. Det eneste det kræver for at komme i fjernsynet i dag er, at man på en eller anden måde kan tiltrække seere. Så hvis man er god til at provokere, er vildt lækker eller på anden måde kan lokke folk til at skifte over til den kanal man vises på, jamen så kan man komme i fjernsynet.
Før i tiden var man ”kendt” for noget. Nu er man ”kendt” for at være Kendt. Tiderne har skiftet, og derfor ønsker jeg ikke at komme i fjernsynet. For det er meningsløst og ligegyldigt: jeg vil bare være en brik i et spil der har glemt hvad det handler om.